Pernille på Farten og på job
Jeg blev færdiguddannet som cand.it i sommers, og efter nogle måneders jobsøgning er det nu lykkedes mig at slippe igennem nåleøjet og få et job. Sådan et rigtigt fuldtids voksent job som webdesigner. Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang og få afprøvet noget af alt det, jeg har lært i min efterhånden lange studietid.
Jeg bor i Aalborg, og arbejdspladsen ligger i Århus, så jeg får nogle logistiske udfordringer og en del pendling frem og tilbage. Jeg kommer meget af tiden til at være “Pernille på Farten”, som der står på en af bøgerne. Der er derfor nok også begrænset, hvor meget tid jeg får til at lave små kreative fritidssysler og opdatere bloggen, og opdateringerne bliver nok færre og knap som hyppigt som nu. Jeg har dog nogle indlæg liggende som klader, bl.a. en diy-vejledning, som kommer op inden længe.
Bøgerne har jeg fra min mormor, som købte dem på et marked, da jeg var lille. De er fra 1954 og 1959, og skrevet på et rigtig gammeldags sprog. Det er ikke så mærkeligt, at jeg som lille opgav at læse og forstå historierne.
Tillykke med dit nye job! :) Jeg glæder mig til at læse lidt mere omkring det :)
Tak, Anne Sofie. Jeg håber at jeg får anledning til at fortælle lidt mere om det.