DIY julekalender
Jeg har alle år givet min kæreste pakkekalender eller adventsgaver. I år synes jeg dog, det var rigtig svært at finde på nogle gode gaver til ham, så jeg valgte at lave en lille sjov julekalender med små godter og overraskelser i.
Hvis du selv står i samme situation, kan du her se, hvordan jeg lavede julekalenderen. Den er rimelig nem at lave og kræver ikke meget mere end en kasse og noget silkepapir eller tyndt papir, så du kan sagtens nå at lave den i weekenden.
Jeg brugte en tom kasse fra morgenmadsprodukter, som jeg forsigtigt åbnede i alle limninger, så den blev helt flad. På forsiden målte og tegnede jeg ud til 24 rum. Længden delt med 6 og bredden delt med 4.
Herefter fandt jeg en lille rund krydderibøtte, som jeg kunne bruge som skabelon til at tegne og senere skære små runde huller ud.
Jeg klippede små kvadratiske stykker i silkepapir, som jeg forsigtigt limede fast rundt om hullerne. På forsiden (som er bagsiden af morgenmadskassen) skrev jeg numre på silkepapiret, som man måske kan ane på billedet ovenfor.
Jeg målte højden på kassen og klippede strimler i kraftigt pap i samme højde, som blev brugt som skillerum inden i kassen (man kan evt. bare bruge pap fra en anden morgenmadskasse). 7 styk i samme længde som kassens længde og 5 styk i samme længde som kassens bredde.
Jeg klippede hakker ca. halvvejs ind i strimlerne, præcis de steder hvor de 24 rum skulle være.
Til sidst skubbede jeg de små strimler ind i de store strimler, så de satte sig fast i hinanden og dannede et gitter.
Jeg samlede top og bund på morgenmadskassen igen, men ventede med siden, så jeg fik en stor kasse med låg. Herfter brugte jeg lidt flydende lim til at lime gitteret fast nede i kassen, men jeg er ikke engang sikker på at lim er nødvendigt.
Til sidst blev hvert rum fyldt med forskellige godter og overraskelser, og kassen blev lukket med tape i siderne. Og så blev julekalenderen blot pyntet lidt.
Du er dæleme genial…..
Mega Godt Lavet,
Ser OK Nem Ud, Og Ser MEGA Flot Ud.
Det Er Virkelig Super Lavet