Fra bukser til kjole

Sidst min mor ryddede ud i klædeskabet, inviterede hun mig et smut forbi de kasserede bunker for at finde godt stof. Jeg snuppede en hel del kasseret tøj med hjem, deriblandt et par lyseblå bukser med hvidt mønster. Bukserne var jeg ikke interesseret i, men stoffet havde en rigtig fin farve, et flot mønster og en god kvalitet.

Kort efter jeg kom hjem, så bukserne ud som på billedet nedenfor, og jeg var i gang med projekt bukse-forvandling.

Jeg fandt hurtigt ud af, at bukserne skulle have nyt liv som kjole. Jeg syede de to forstykker sammen på midten og de to bagstykker sammen, så jeg havde to store stykker stof. På grund af mønsteret i stoffet, er det næsten umuligt at se sammensyningen, som sidder i midten af kjolens forside og bagside.

Stoffet var desværre ikke stort nok til en kjole, så jeg fandt noget sort elastisk stof at supplere med. Derudover klippede jeg det fineste broderi-stykke af en bluse, som også var blandt det kasserede tøj. Perfekt som forstykke på kjolen.

Mønsteret er en tilpasset udgave af et kjolemønster fra bladet Burda Style nr. 9/2016. På det originale mønster har jeg ændret halsudskæringen, fjernet ærmerne, og sat mine egne “vinger” på og lavet et helt nyt skørt.

Jeg ændrede en lille smule på det fine broderi og tilpassede ellers halsudskæringen efter det. Broderiet er syet forsigtigt på i hånden, så syningen er helt usynlig.

Ærmerne er ganske små og går kun lige ud over skuldrene. Egentlig var de mest bare en nem måde at afslutte ærmegabene på, men jeg er alligevel vild med det udtryk, de giver.

Og selvfølgelig fik denne kjole også tilføjet lommer. Jeg elsker lommer i kjoler.

Måske kan du også lide...
 

Skriv en kommentar