Rød-stribet knude-kjole
Jeg syer oftest i faste stoffer, når jeg syer kjoler, og strækstof har altid skræmt mig en lille smule, fordi jeg synes, det kan være lidt svært at sy i. Derfor har det røde, stribede stof ligget i min stof-bunke i ret lang tid.
Da jeg så dette kjole-mønster i Burda 1/2018, tænkte jeg straks på det røde stof, og kort efter var jeg i gang. Det overraskede mig virkelig, hvor hurtigt det gik at få syet kjolen. Her er ingen indsnit, ingen lynlås og pasformen er meget tilgivende, fordi stoffet er så elastisk. Det tog kun en kort eftermiddag at sy kjolen – jeg bruger normalt flere dage på mine kjoler.
Detaljen med knuden foran, synes jeg, er rigtig fin til at markere taljen. Jeg frygtede, at knuden ville blive for stor og kluntet, men det synes jeg ikke, den er blevet.
Jeg er rigtig godt tilfreds med resultatet og kan anbefale mønsteret. Jeg har lavet små tilpasninger i forhold til det oprindelige mønster, bl.a. taget lidt ind i siden, afkortet længden på kjolen og gjort halsudskæringen større.