Atter – Inspiration fra Instagram
Der findes så mange spændende, kreative og kunstneriske instagram-profiler, og jeg vil gerne dele nogle af mine favoritter her på bloggen.
Denne gang vil jeg vise jer instagram-profilen, som tilhører Stine Højland, Atter – Wear your linnen. Her viser hun alle sine syprojekter, som har én ting til fælles: De er alle syet af aflagt sengetøj fundet i genbrugsbutikker eller givet til hende. Hun syr både tøj som kjoler, jakker, bukser og trøjer, men også øvrigt tilbehør som fx forklæder, viskestykker, servietter mm., så intet går til spilde.
Det er super inspirerende at se alt det smarte og sjove tøj, hun kan få ud af sengetøj, som ved første øjekast ser lidt outdatet ud. Jeg elsker jo selv at sy af genbrug, men har sjældent gjort det af sengetøj.
Har du lyst til at se mere, kan du følge Atter her. Stine Højland tager desuden imod bestillinger på tøj og holder kurser, hvor man kan lære at sy sit eget tøj ud af sengetøj.