Korte strikkepinde – alternativ til magic loop
Jeg havde for nylig fødselsdag, og fødselsdagsgaven fra min kæreste var nyt strikkegrej, nemlig et strikkepindesæt / rundpindesæt med korte strikkepinde fra Seeknit. Jeg så tilfældigt strikkepindene i en reklame, og fik dem straks skrevet på ønskelisten.
Alternativ til at strikke magic loop
Det smarte ved dette strikkepindesæt / rundpindesæt er at det er korte strikkepinde – kun 5 cm lange – og med meget korte wirer. Det betyder, at man kan bruge disse strikkepinde, når man strikker halsudskæringer og ærmer, hvor man normalt ville skulle bruge strømpepinde eller strikke med magic loop-teknikken. Jeg har tidligere brugt magic loop, og det fungerer også fint nok, men jeg kan meget bedre lide at bruge disse strikkepinde, hvor man kan få et meget bedre flow, og ikke hele tiden skal lave ophold for at flytte sit loop.
En anden virkelig fin detalje er at wirerne kan rotere frit fra pindene, og man derfor undgår at få drejet arbejdet.
Indtil videre har jeg brugte strikkepindene til ærmerne på min perlesweater, og på den brune sweater, som du kan se på billederne, hvor jeg både har brugt dem til halsudskæringen og ærmerne. Man skal lige vende sig til at bruge så små pinde, og meget af arbejdet foregår i fingerspidserne i stedet for i hele hånden, men jeg er allerede stor fan.