2 års strikkejubilæum

Strikkejubilæum

Sidste år lavede jeg et indlæg, hvor jeg viste de ting jeg havde strikket det seneste år (det første år jeg kunne strikke) og lavede et opfølgning på dem. Du kan se indlæget her. Nu har vi ramt mit 2 års strikkejubilæum, og jeg synes det er hyggeligt med en opfølgning igen.

Det er lærerigt at kigge tilbage og se, hvad der egentlig var en succes, og hvad der var knap så succesfuldt. Forhåbentligt kan det gøre mig bedre til at udvælge strikkeprojekter fremover.

Strikkejubilæum

1: Trøjen med de tusindvis af perler   /   2: Stribet striktrøje af rester   /   3: Sol-sweateren   / 4: Pink perlestrik i størrelse mini

1: Trøjen med de tusindvis af perler blev en success. Den blev lige som jeg havde forestillet mig, og jeg har brugt den ret meget. Garnet er desværre blevet lidt stift med tiden og den er krympet lidt i længden, så måske skal den forlænges lidt på et tidspunkt.

2: Stribet striktrøje af rester. Denne trøje blev rigtig fin, og jeg elsker farverne. Desværre kradsede guldtråden lidt for meget og den blå akrylgarn blev hurtigt for varmt at have på, så denne trøje er givet videre.

3: Sol-sweateren var sjov at strikke og jeg elsker farven. Desværre kunne min hud ikke så godt lide ulden i garnet, og trøjen er blevet givet videre til nogen der sætter mere pris på den.

4: Den fine pink perletrøje i størrelse mini fik min niece i julegave. Det var et rigtig sjovt projekt at strikke, og hun blev glad for den. Den er lidt varm og derfor mest en vintersweater, og jeg tror desværre ikke hun kan passe den længere til næste vinter.

Strikkejubilæum

5: Grøn striktrøje med perler   /   6: Sol-sweateren version 2   /   7: Perler og strik   /   8: Skogsbærjakken 

5: Den grønne striktrøje med perler var en ny måde at strikke med perler for mig. Trøjen fungerede fint, men den blev lidt for stor i størrelsen til mig, så jeg har trevlet den op og brugt garnet til noget andet.

6: Efter sol-sweateren, som kradsede, strikkede jeg en ny i et bomuld/akryl garn, som er mit foretrukne. Trøjen har i høj grad været en succes, og er blevet brugt rigtig meget.

7: Den beige strik med sorte og brune perler var et rigtig stort projekt, som tog lang tid, men det har været en succes, og jeg er rigtig glad for trøjen og har brugt den meget.

8: Skogsbærjakken er strikket af garnet fra den grønne striktrøje. Jeg elsker designet og detaljerne, men trøjen sidder helt forkert på mig, så den bliver trevlet op, og garnet brugt for tredje gang.

Jeg har ikke helt så mange færdige strikkeprojekter dette år i forhold til sidste år, men det er helt ok. Jeg har efterhånden nok strik i skabet, så jeg vil hellere strikke få, men gode ting, og det gør ikke noget, at det tager lang tid.

Ud over at strikke har jeg det seneste år også lavet andre strikkerelevante ting. Jeg har fx fået skrevet en guide til hvordan man strikker med perler. Den ligger på min nye side Garnportalen.dk, som også er lavet i år. På Garnportalen har jeg samlet en masse forskellige slags garn, som man kan søge frem på tværs af forhandlere og på egenskaber som producent, pris, strikkefasthed, pindestørrelse, farve osv. Man kan også anmelde garn og læse andres anmeldelser samt læse strikke-relevante artikler. Hvis du selv strikker, vil jeg anbefale dig et kig derind.

Måske kan du også lide...
 

Skriv en kommentar