Stor blomstret taske

Stor blomstret taske

Da jeg så Anna Boho-tasken på BurdaStyles website blev jeg inspireret til at lave en lignende taske. Jeg fandt selv på mønstreret, som egentlig bare består af firkanter og trekanter. Ikke noget vildt.

Tasken er stor nok til at indeholde et ringbind og den har lynlåslukning og en inderlomme med lynlås. Den er lavet af imiteret læder og gardinstof. Som pynt har jeg brugt nogle metalringe og en bæltespænde fra et gammelt bælte.

Stor blomstret taske

Af resterne fra tasken lavede jeg et matchende cover til min lommekalender.

Glitter sandaler

Glittersandaler

På det seneste har jeg set en masse blogindlæg og forumdiskussioner om at dekorere sko med glitter. Jeg blev ret nysgerrig og misundelig og måtte selvfølgelig selv afprøve denne idé.

Jeg havde et par gamle sort sandaler som jeg ikke rigtig havde brugt fordi de ikke var min stil. Men de var perfekte til dette projekt. Først malede jeg hælen med sølvmaling, fordi jeg var bange for at glimmeret ikke ville dække ordentlig (det viste sig senere at det slet ikke havde været nødvendigt). Derefter brugte jeg malertape til at dække de steder som jeg ikke ville have glimmer på.

Glittersandaler

Jeg malede hælen og stropperne med lak-lim og dryssede glitter ud over. Efter et par timer var det tørt og jeg kunne male et beskyttende lag lak-lim ovenpå.

Det var et overraskende nemt og sjovt projekt (undtagen oprydningen bagefter – der er glimmer over alt!). Jeg glæder mig til at få en mulighed for at bruge disse skønne sandaler.

Der var engang…

Limegrøn gallakjole

Tasia fra Sewaholic bloggede forleden om sin prom-kjole, som hun selv havde syet.  Jeg besluttede at følge trop og vise jer min egen gallakjole. Det er sjovt at se tilbage på gamle sy-projekter (altså hvis de var succesfulde).

Det her er min galla-kjole, som blev brugt til galla på HHX for fem år siden. Jeg er stadig helt vild med farven og figuren. Jeg kan ikke huske meget omkring hvordan jeg lavede kjolen, men jeg husker at den var baseret på et gammel Burda-mønster. Mønsteret blev ændret en del og jeg brugte timer og dage på at lave skitser og finde ud af præcis hvordan min kjole skulle se ud.

Nytår i sort blonde

Sort blondekjole

Næsten som sædvanlig syede jeg selv min nytårskjole i år. Jeg syede faktisk kjolen lang tid før nytår, men havde ikke en anledning til at bruge den, så den endte med at blive min nytårskjole for 2010/2011.

Jeg blev inspireret af de mange blondekjoler der er kommet frem på det seneste, men især en blondekjole jeg så på bloggen CutandSew. Jeg brugte et mønster fra Burda 12/2008, som var helt perfekt til de ændringer jeg gerne ville lave. Kjolerne fra Burda passer mig som regel ret godt, og denne kjole passede også ret godt med et minimum af tilpasninger.

Sort blondekjole

Jeg lavede nogle ændringer ved halsudskæringen og afkortede ærmerne en del. Jeg forkortede også længden på kjolen og gav den ekstra vidde fprneden. Hele kjolen lavede jeg i to lag stof: et i sort stof og det andet i sort blonde. Alle kanter blev afsluttet med en blondekant.

Det er ikke nemt at fotografere blonde, og derfor kan jeg desværre heller ikke vise alle detaljerne på kjolen.

Tik-tak tik-tak og puder

Vægur

Denne sommer har min stue fået en make-over. Det inkluderede blandt andet et nyt ur. Jeg så et lignende ur i et blad og blev helt vild med det. Desværre er mange af de ure man kan købe i butikker lidt over mit SU-budget, så jeg besluttede at lave et selv.

Tallene er lavet af klæbefolie og har forskellige farver og størrelser. Der er tre forskellige farver og højden på tallene varierer fra 8 cm til 18 cm. Selve urværket er taget fra et gammelt billigt ur og sat ind i låget af en cognac-dåse. Den har en fin lille gylden gås i midten.

Puder

Ud over det nye ur, har jeg også købt en ny orange sofa. Derfor havde jeg brug for nye puder. Puden med de orange og grå blomster er købt, mens jeg selv har lavet de andre puder. Den aflange pude er inspireret af den danske designer Susanne Schjerning, som laver nogle rigtig fine stoffer og mønstre.

Maleri af Galleri LM

Jeg har også fået det fineste maleri, som min mor har malet. Du kan se flere af min mors malerier på hendes hjemmeside Galleri LM.

Jul 2010

jul 2010

Denne jul pyntede jeg ikke til jul helt så meget som jeg plejer. Jeg kan godt lide når det er simpelt og hader når det kommer til at se rodet ud. Dette år var det meste af mit pynt i sølv.

jul 2010

Sort træ og stumtjener

Jeg har slet ikke fået vist jer min stumtjener i min entre.

Jeg havde set den fineste wallsticker med et flot grafisk sort træ på. Desværre er mine vægge med sagsmuldstapet, så jeg tror ikke, den ville sidde særlig godt fast. Derfor valgte jeg at male mit eget sorte træ på entrevæggen. Malingen er bare en billig akryl-maling fra Panduro hobby.

På træet satte jeg også nogle små kroge som fik en omgang med samme maling – og derefter en gang klar neglelak for at kunne holde bedre.

Petroleumsblå sommerkjole

petroleumsblå kjole

Min mor ville smide sin smukke petroleumsblå tunikakjole væk, men jeg tog den og beholdte den i et par år, før jeg fandt ud af hvad den skulle bruges til. Den havde nogle fine dekorative stikninger og perlebesætninger, men der var ikke særlig meget stof, så der var svært at finde ud af, hvad jeg skulle gøre med den.

petroleumsblå kjole

Som så mange gange før valgte jeg at bruge “contour bust” mønsteret til at lave en kjole. Jeg fandt noget lyst gult stof, som jeg brugte til dekoration på kjolens øverste kant, samt rundt om taljen og i ryggen. Jeg satte rynke-elastik i ryggen og satte en usynlig lynlås i siden.

Efter disse billeder er taget har jeg sat tre perlerækker foran på kjolen. Jeg er rigtig glad for kjolen og glæder mig til jeg får en lejlighed til at bruge den. Jeg lavede forøvrigt også selv halskæden som ses på billederne.

Brun blomstret sommerkjole

Brun blomstret sommerkjole

Jeg købte dette stof for et par uger siden og vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle bruge det til, for jeg havde kun én meter af det. Jeg bladrede igennem mine mønstre og fandt et kjolemønster fra Burda 7/2003. Jeg kan næsten ikke tro, at jeg har gemt det mønster så længe, men det er helt perfekt til denne slags stof.

Stoffet er meget tyndt og gennemsigtigt og ret svært at arbejde med. Derfor har jeg lavet kjolen i to lag stof (hudfarvet satin inderst), og jeg undlod at bruge en lynlås og lavede i stedet elastik-rynkning i ryggen.

Voilanten på forstykket var min største bekymring, men den viste sig ikke at være så svær endda. Jeg fulgte en vejledning  om “baby hems” på Burdastyles website og teknikken fungerede ganske fint.

Grøn sommerkjole

Grøn sommerkjole

Jeg syede denne sommerkjole sidste sommer (hvor billederne også er fra), men fik ikke rigtig mulighed for at bruge den før denne sommer. Men nu er det til gengæld også blevet en af mine yndlingskjoler på grund af det varme vejr.

Den er syet af en gammel tunika, jeg fik af min mor. Det eneste der afslører kjolens tidligere liv af nogle plisseringer foran på kjolen. Kjolen er syet ud fra ‘contour bust’ mønsteret, som hurtigt er blevet et af mine favoritmønstre. Det var en relativ simpel og nem kjole af sy.

Hårbånd med fjer

Hårbånd med fjer

Jeg købte fjerene til dette hårbånd omkring Påske sidste år, men fik aldrig udført idéen før Jul sidste år.

Det var et ret nemt projekt. Jeg beklædte et bredt hårbånd med imiteret læder. Det blev blot limet på med en limpistol, selvom stoflim nok havde fungeret bedre, da limpistolen nemt kom til at smelte læderet. Jeg limede fjerene på en af gangen på et stykke læder, og da læderstykket var fuldt, limede jeg det fast på hårdbøjlen. Simpelt og nemt.

Sort og hvid kjole

Sort og hvid kjole med blomster

Denne kjole syede jeg for et stykke tid siden og det er en af de kjoler jeg bruger aller mest lige for tiden. Den er så “nem” at bruge og kan være stille og diskret med et par sorte strømpebukser, men kan også sagtens tåle mere larmende farvede strømpebukser, sko og halskæder.

Kjolen er lavet af en kjole i størrelse XXL, som jeg fik af en af min mors venner. Jeg har brugt “Almost Pollini” mønsteret som grundmønster (det som jeg også brugte til denim kjolen), men ændrede en del. Jeg ændrede halsudskæringen og ærmerne. Og så brugte jeg blot en firkant til skørtet.

Det sort og hvide stof er en smule gennemsigtig, så kroppen og nederdelen er lavet i dobbeltstof. Stoffet er ikke særlig elastisk og jeg valgte derfor at sætte en lynlås i siden af kjolen.